Nyheder

03-02-2008 - Ny manual for talentarbejde

Dansk Volleyball Forbund lancerer i dag sin Talentcentermanual 2008. Bogen på knap 80 sider er udgangspunktet for det tekniske, taktiske, fysiske og mentale arbejde med de unge spillere i forbundets talentcentre.

Manualen er baseret på Team Danmarks ”aldersrelateret træningskoncept” og udviklet i tæt samarbejde med eliteidrætsorganisationen. Forfatterne er nogle af landets dygtigste trænere herunder tidligere OL-medaljevinder og herrelandstræner Fred Sturm, dameungdomslandstræner Sven-Erik Lauridsen samt tidligere damelandstræner Sven Brix, som også har været manualens redaktør.

”Det er yderst positivt, at vi nu kan lancere konceptet for den fremtidige udvikling af internationale topspillere i volleyball. Vi ser frem til i de kommende år at fortsætte det gode samarbejde med Team Danmark omkring implementeringen af konceptet i dansk volleyball med den klare hensigt i fremtiden at kvalificere vores landshold til store internationale slutrunder,” siger elitechef Mikael Trolle.

Dansk Volleyball Forbund er det første specialforbund, der lancerer materiale baseret på det aldersrelaterede træningskoncept, som er et af Team Danmarks nye satsningsområder.

Stig Eiberg, konsulent i Team Danmark med ansvar for aldersrelateret træning, glæder sig over, at de idrætsspecifikke aldersrelaterede træningskoncepter nu begynder at komme talenter, trænere og forældre til gavn ude i klubberne:

”Med den første publikation om talentudvikling har Dansk Volleyball Forbund taget hul på arbejdet med at skabe flere og bedre talenter. Aldersgruppen 11-18 år, som talentcentermanualen fokuserer på, er enormt vigtig – og det er helt centralt, at de enkelte idrætsgrene får målrettet og tilpasset talentudviklingen til børnenes alder og udviklingstrin. Det giver både gladere og dygtigere idrætsbørn,” siger Stig Eiberg.

Volleyballforbundet arbejder samtidigt videre på den anden del af det aldersrelaterede træningskoncept, der beskriver retningslinjer og principper i det brede ungdomsarbejde.

Talentcentermanualen kan købes i Volleybutikken på www.volleyball.dk. Den kan findes under Teenvolley - Uddannelse.

Baggrund om Aldersrelateret træning
Team Danmark er i øjeblikket i gang med at udvikle disciplinspecifikke aldersrelaterede træningskoncepter sammen med 10 specialforbund. Ud over volleyball drejer det sig om: Dansk Atletik Forbund, Danmarks Badminton Forbund, Dansk Boldspil Union, Dansk Golf Union, Danmarks Gymnastik Forbund, Dansk Håndbold Forbund, Danmarks Ishockey Union, Dansk Orienterings-Forbund og Dansk Svømmeunion.

I første halvdel af 2008 er det Team Danmarks mål, at også Dansk Atletik Forbund, Dansk Boldspil Union, Dansk Golf Union og Dansk Orienterings-Forbund udgiver deres nye talentmateriale til trænere og forældre, hvorefter implementering af det aldersrelaterede træningskoncept bliver sat i gang.

Målet med de aldersrelaterede træningskoncepter er at styrke kvaliteten i talentudviklingen herhjemme og sikre, at udviklingen af de danske talenter bliver både forsvarlig og målrettet.

Team Danmark udgav i 2005 bogen ”Aldersrelateret træning – forsvarlig og målrettet træning af børn og unge”, som er udgangspunktet for de disciplinspecifikke aldersrelaterede træningskoncepter.


<< Tilbage til nyhedsoversigten